Forældres rolle
Forældre er de primært ansvarlige for deres barns trivsel — ikke skolen, ikke TikTok, ikke en behandler og ikke holdningen hos en tolvårig på et tilfældigt tidspunkt. Forældre kan føle sig presset til straks at bekræfte barnets nye kønsidentitet. Kærlig tvivl fra forældrenes side er ikke en form for afvisning, men for omsorg. At beskytte, observere og afveje med omtanke — det er ikke modstand, det er forældreskab.
»Affirm or lose your child« holder ikke som bevis
Forældre, der søger hjælp til et barn med kønsdysfori, får nogle gange at vide, at valget er: bekræft alt, eller tag risikoen for selvmord. Cass Review skriver, at evidensen ikke tilstrækkeligt underbygger påstanden om, at kønsbekræftende behandling mindsker selvmordsrisikoen, og at nogle klinikere føler pres for at støtte et medicinsk forløb på baggrund af beretninger om, at den gør det (afsnit 15.36 og 15.43). Rapporten understreger også, at disse unges lidelse er reel (kilde). Se også Cass Review. Forældre må stille spørgsmål, tage sig tid, undersøge alternativer og sætte grænser.
Watchful waiting og forløbet hos børn
I Storbritannien var »watchful waiting« ifølge Cass Review i brug indtil 2011: at være kærligt til stede, give plads, ikke presse på og lade tiden gøre sit arbejde. Rapporten skriver, at WPATH 8 er gået fra watchful waiting hos børn til at gå ind for social transition som måde at forbedre børns psykiske sundhed på (afsnit 12.8; kilde). Studier af børn, der opfyldte de diagnostiske kriterier for kønsdysfori, fandt ifølge Cass Review, at kønsinkongruensen fortsatte ind i voksenlivet hos 10 til 33 procent; i tidligere studier var det omkring 15 procent (samme kilde). Se også Steensma-undersøgelsen (2013), hvor intensiteten af kønsdysforien i barndommen hang sammen med, at den fortsatte (PubMed).
Den kønsbekræftende model — nyt navn, nye stedord og nyt tøj og på sigt blokkere og hormoner — er ifølge Cass Review blevet dominerende i mange lande. Internationalt ses der også et skift mod mere tilbageholdenhed. Den svenske Socialstyrelsen anbefaler siden 2022, at hormonbehandling af mindreårige gives i forskningsregi og uden for dette kun i usædvanlige tilfælde (kilde). Den norske kommission Ukom rådede i 2023 til at betegne pubertetsblokkere samt hormonel og kirurgisk behandling af mindreårige som eksperimentel behandling (kilde). Finlands COHERE kaldte i 2020 kønsskifte hos mindreårige en eksperimentel praksis (uofficiel engelsk oversættelse). I Danmark skrev Ugeskrift for Læger i 2023, at tilgangen er blevet mere forsigtig (kilde). I England besluttede NHS England den 12. marts 2024 ikke længere rutinemæssigt at udlevere pubertetsblokkere (kilde).
Forældren som beskytter, ikke som forhindring
Cass Review hørte fra mange forældre i England, at deres barn var blevet socialt transitioneret og bekræftet i den valgte kønsidentitet uden deres inddragelse, oftest efter at en teenager var kommet ud af skabet i skolen og var bange for forældrenes reaktion. Nogle forældre følte sig derfor ’tvunget’ til at bekræfte barnets formodede køn eller risikere at blive stemplet som transfobiske og ustøttende (afsnit 12.16; kilde). Rapporten skriver, at udfaldet for børn og unge er bedst, når de har en støttende relation til deres familie, og at forældre derfor aktivt bør inddrages i beslutningsprocessen, medmindre der er stærke indikationer på, at det bringer barnet eller den unge i fare (samme kilde). Se også Skolen og transkønnede børn.
Hvilke rettigheder forældre har i forbindelse med seksualundervisning i grundskolen, fra informationspligt til forældreråd, står på lente-kriebels.nl.
Tag de underliggende problemer alvorligt
Ifølge den systematiske gennemgang til Cass Review har børn, der henvises til kønsklinikker, højere end forventede niveauer af autisme, ADHD, angst, depression, spiseforstyrrelser, selvmordsadfærd, selvskade og negative oplevelser i barndommen (kilde). Cass Review skriver, at det for nogle unge er sandsynligt, at teenageårenes stress kommer til udtryk som kønsrelateret mistrivsel (samme kilde). Forældre, der får disse underliggende sårbarheder ordentligt afdækket og behandlet, hjælper også deres barn, hvis kønsspørgsmålet består.
Medicinske beslutninger og forældremyndigheden
I Nederlandene gælder følgende: Indtil 12 år opfylder behandleren sine forpligtelser over for de forældre, der har forældremyndigheden (art. 7:465, stk. 1, i den nederlandske borgerlige lovbog (BW)). Fra 12 til 16 år kræves der ud over barnets samtykke også forældrenes (art. 7:450, stk. 2, BW), med undtagelser; se også samtykke fra både barn og forældre. Fra 16 år kan barnet selv indgå behandlingsaftalen og give samtykke (art. 7:447 og 7:450, stk. 1, BW; kilde). Cass Review anbefaler ved hormoner fra 16 år 'extreme caution' (yderste forsigtighed), med en klar klinisk grund til ikke at vente til 18 (anbefaling 8; kilde). Hvad der sker, hvis forældre nægter, står under når forældre ikke giver samtykke.
Støtte til forældre
Internationalt findes der netværk af forældre, som er kritiske over for den kønsbekræftende behandling, og som deler deres erfaringer (blandt andet via SEGM, Genspect, Bayswater Support Group). Kontakt med andre forældre i samme situation kan hjælpe med at komme ud af den skyldfølelse og isolation, som debatten kan skabe. Støttegruppen Cry for Recognition tilbyder en folder som vejledning til forældre.