Kønsbegrebets historie
Begrebet »gender« i sin nuværende betydning er ungt: Det blev udviklet og udbredt i anden halvdel af det tyvende århundrede. Hvis man vil forstå kønsbegrebets historie, må man skelne mellem to forskellige ting: den århundredgamle variation i forventningerne til mænds og kvinders roller – som altid har eksisteret – og den teoretiske konstruktion fra det tyvende århundrede, der adskiller »gender« fra biologisk køn og fremstiller det som en selvstændig indre egenskab.
Tidlig historie og oldtiden
I næsten alle kendte civilisationer blev samfundet organiseret omkring forskellen mellem mænd og kvinder – ikke som en tilfældig social konstruktion, men som en praktisk anerkendelse af et biologisk forhold med store konsekvenser (reproduktion, fysisk styrke og omsorg for små børn). Kønsrollerne var forskellige i deres udformning, men den binære opdeling er i sig selv en konstant. Det, som nogle nutidige forfattere rekonstruerer ud fra antikke kilder som »tredje kønskategorier« (eunukker, galli, ur.sal-præster), var som regel marginaliserede eller kultisk adskilte grupper – ikke et anerkendt tredje køn og heller ikke forløbere for det moderne transbegreb.
Det er metodologisk risikabelt at anvende moderne identitetskategorier retroaktivt på historiske kilder. En eunuk i Mesopotamien var ikke en »nonbinær person« i vores betydning; en mand, der klædte sig som en kvinde i en religiøs sammenhæng, var ikke en »transkvinde«. Nyere historiske genanalyser (blandt andre foretaget af Alice Dreger og Lyndsey Stonebridge) advarer mod denne anakronisme.
Middelalderen og den tidligmoderne periode
Det middelalderlige europæiske samfund var stærkt hierarkisk opdelt med tydelige roller for mænd og kvinder. Kvinder, der udgav sig for at være mænd (Jeanne d'Arc og kvinder, der kæmpede som soldater), gjorde det som regel af praktisk nødvendighed – for at kunne udøve erhverv eller nyde friheder, som ellers var utilgængelige for dem. At erklære dem for »trans« retroaktivt er en ideologisk projektion, ikke en historisk konstatering.
I den tidligmoderne periode udviklede anatomien sig til en seriøs videnskab. De efterfølgende opdagelser inden for kønsorganer, kromosomer og hormoner gav stadig mere præcis viden om den biologiske dimorfi i menneskekroppen – viden, der ikke understøtter, at køn er et spektrum.
Det nittende og tyvende århundrede: seksualvidenskabens opståen
Det nittende århundredes seksualvidenskab (Krafft-Ebing, Ulrichs og senere Hirschfeld) forsøgte systematisk at kortlægge seksuel variation og variation i kønsudtryk. Magnus Hirschfelds Institut für Sexualwissenschaft i Berlin (1919-1933) fremstilles ofte som en progressiv milepæl, men udførte også eksperimentelle operationer, hvis resultater efter moderne standarder var chokerende dårlige – et aspekt, der ofte mangler i nostalgiske fremstillinger.
Det tyvende århundredes »gender«-begreb stammer fra psykologen John Money (Johns Hopkins, 1950'erne). Money introducerede delvist adskillelsen mellem »sex« og »gender« for at legitimere eksperimentelle behandlinger af interkønnede børn. Hans mest berygtede sag, David Reimer, endte tragisk: En dreng, der efter en mislykket omskærelse blev opdraget som »pige« af Money, kunne aldrig identificere sig med sit påtvungne køn og begik senere selvmord. Sagen er en advarende præcedens, der viser, at kønsidentitet ikke uden videre kan påtvinges socialt eller udskiftes. Forløbet i Reimer-sagen er grundigt beskrevet på genderid.nl.
Den anden feministiske bølge (Simone de Beauvoir og senere Judith Butler) brugte »gender« til – med rette – at kritisere kvinders sociale rolle. Butlers vidtgående tese om, at selve kønnet skulle være »performativt« og skabt, er en filosofisk position, der er blevet hegemonisk inden for hendes eget fagområde (genderstudier), men som ikke har noget videnskabeligt grundlag uden for humaniora.
Det enogtyvende århundrede: juridisk anerkendelse, ekspansion og kursændring
Fra omkring 2010 opstod et bemærkelsesværdigt fænomen: en eksplosiv, lokaliseret stigning i transidentifikationer, især blandt teenagepiger i vestlige lande. Denne stigning – som ikke kan forklares med, at der »endelig er plads til at være sig selv« – peger stærkt på sociale og mediedrevne faktorer. Samtidig blev lovgivningen lempet i mange lande, og unge fik adgang til pubertetsblokkere, hormoner og kirurgi. I Nederlandene blev steriliseringskravet for ændring af kønsregistreringen afskaffet i 2014 med Transgenderloven.
De seneste år er denne udvikling kommet under pres. Den svenske SBU-rapport (2022), den finske COHERE-afgørelse, den norske Ukom-rapport (2023), den britiske Cass-rapport (2024) og WPATH Files (2024) har på kort tid undermineret det videnskabelige grundlag for den »kønsbekræftende« model for behandling af unge. Sverige, Finland, Norge, Danmark og Storbritannien har ændret deres praksis markant. Se også: Cass Review, Detransition, Dutch Protocol.
Det er bemærkelsesværdigt, at Nederlandene, landet hvor den oprindelige »Dutch Protocol« blev udviklet, følger denne internationale kursændring langsomst. Det oprindelige nederlandske forsknings svage evidensgrundlag, selektionsbias og manglende kontrolgrupper kritiseres skarpt internationalt.