Sport og transkønnede unge
Sport er et af de få områder, hvor den biologiske virkelighed med to køn bliver synlig på en direkte og målbar måde. Det gælder topsport, men – i modsætning til hvad der ofte antydes – også ungdomsidræt. En sportspolitik, der ignorerer præstationsforskellene mellem biologiske drenge og piger i inklusionens navn, svigter netop de piger og unge kvinder, som pige- og kvindekategorien oprindeligt blev skabt for.
Kroppen udvikler sig kønsspecifikt – også før puberteten
Det hævdes ofte, at fysiske forskelle mellem drenge og piger først opstår i puberteten. Det er delvist rigtigt, men ikke helt. Også før puberteten er der målbare forskelle i muskelmasse, hjerte-lunge-kapacitet, hæmoglobin og grovmotorisk udvikling, blandt andet på grund af præ- og postnatal eksponering for androgener. Under og efter puberteten vokser forskellen markant: længere lemmer, større hjerter og lunger, større muskelmasse, højere knogletæthed og højere hæmoglobinværdier. Meget af dette bevares også ved senere hormonbehandling.
Hvad pubertetsblokkere gør – og ikke gør – i denne sammenhæng
For en biologisk mandlig ung person, der får pubertetsblokkere før den mandlige pubertet, opstår de typisk mandlige fordele delvist ikke. Det kan lyde som en løsning på spørgsmålet om sportslig retfærdighed – men det er at bytte et socialt retfærdighedsproblem ud med et medicinsk problem: lavere knogletæthed, forstyrret vækst, konsekvenser for den seksuelle udvikling og en næsten sikker overgang til livslang hormonbehandling. En løsning, der permanent skader barnets fysiske udvikling, er ikke en løsning. Se Pubertetsblokkere og Dutch Protocol.
For en biologisk dreng, der har gennemgået den mandlige pubertet og derefter får østrogen, gælder det, at en betydelig del af de fysiske fordele bevares. Forskning (blandt andet Hilton & Lundberg, 2021) viser, at 12 måneders hormonbehandling ikke fjerner præstationsfordelene.
Pigers og unge kvinders interesser tæller også
Pigekonkurrencer findes, fordi piger ellers næsten ikke ville kunne opnå resultater mod drenge på samme alder. En ubetinget adgang for biologiske drenge – hvad enten det er i fodbold, rugby, cykling, konkurrencesvømning eller kampsport – underminerer eksistelsesgrundlaget for disse konkurrencer. Det er ikke abstrakt filosofi: Det handler om podiepladser, stipendier, risikoen for skader i kontaktsport og retfærdigheden i hele det sportslige system for piger.
Sikkerhed i kontaktsport
I kontaktsport (rugby, fodbold, kampsport, hockey) er der en ekstra dimension: risikoen for skader. World Rugby besluttede i 2020 på baggrund af sikkerhedsundersøgelser, at transkvinder ikke må deltage i kvindekonkurrencer på eliteniveau. Også i ungdomskonkurrencer vokser erkendelsen af, at beskyttelse af piger mod skader er en legitim interesse, der kan veje tungere end et krav om inklusion.
Motion kontra konkurrence
Ved ren motionsidræt er interesserne anderledes end ved konkurrencesport. Et barn, der deltager i en gymnastikforening eller en lokal turnering, har glæde af at være med og have det sjovt – og her kan man finde skræddersyede løsninger uden principielt at ophæve pige- eller drengekategorien. I konkurrencesport, hvor pladser, titler og vejen videre til topsport er på spil, er en klar inddeling efter biologisk køn den mest retfærdige.
Politikken er under forandring
Internationale sportsforbund bliver stadig tydeligere. World Aquatics (svømning), World Athletics (atletik), UCI (cykling) og World Rugby har begrænsninger, som betyder, at biologiske drenge, der har gennemgået den mandlige pubertet, ikke må konkurrere i kvindekategorien. Nederlandske sportsforbund er på dette punkt bagefter, ofte under pres fra inklusionsorganisationer. En fornyet debat er i gang og ønskværdig. I USA fastslog Højesteret, at stater må udelukke transkvinder fra pige- og kvindesport, og IOC genindførte kvindekategorien i topsporten. Den bredere debat findes i artiklen om køn og sport.