Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol — retspraksis om transkønnede

I sagen Goodwin (2002) fastslog Domstolen, at Storbritannien krænkede rettighederne for en postoperativ transkvinde ved ikke at give juridisk anerkendelse af hendes køn.

Delsemner findes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol — oversigt over retspraksis om transkønnede.

Goodwin mod Storbritannien (2002)

I sagen Goodwin (2002) fastslog Domstolen, at Storbritannien krænkede rettighederne for en postoperativ transkvinde ved ikke at give juridisk anerkendelse af hendes køn. Afgørelsen markerede et vendepunkt i den europæiske retspraksis.

AP, Garçon og Nicot mod Frankrig (2017)

Domstolen fastslog, at et krav om sterilisation eller et irreversibelt medicinsk indgreb som betingelse for juridisk kønsskifte er i strid med artikel 8 (retten til privatliv) i EMRK.

X og Y mod Rumænien (2021)

Domstolen fordømte Rumænien for ikke at have en klar procedure for juridisk ændring af køn.

Praktisk betydning

Afgørelserne tvinger medlemsstaterne i Europarådet til at tilbyde en tilgængelig procedure for anerkendelse af kønsidentitet uden uforholdsmæssige medicinske krav.

Tidligere og senere afgørelser

Linjen begyndte allerede i 1992, da Domstolen i sagen B. mod Frankrig for første gang fastslog, at der forelå en krænkelse, fordi en transkvinde ikke kunne få ændret sine papirer. I Y.Y. mod Tyrkiet (2015) fastslog Domstolen, at infertilitet ikke må være en betingelse for tilladelse til en operation. I S.V. mod Italien (2018) drejede sagen sig om afvisningen af at ændre et fornavn, så længe operationen ikke havde fundet sted.

Grænser for beskyttelsen

Domstolen giver staterne et vist råderum på en række områder. I Hämäläinen mod Finland (2014) fandt den ingen krænkelse i reglen om, at et ægteskab ved et kønsskifte omdannes til et registreret partnerskab; se ægteskab og transition. I O.H. og G.H. mod Tyskland (2023) måtte Tyskland registrere en transmand, der havde født et barn, som mor; se forældreskab efter transition. I Y. mod Frankrig (2023) fastslog Domstolen, at en stat ikke er forpligtet til at indføre en neutral eller tredje kønsangivelse. Domstolen kræver altså, at der findes en procedure for anerkendelse, men foreskriver ikke selv-identifikation. En gennemgang af denne linje, fra Goodwin til Y. mod Frankrig, findes på zelfidentificatie.nl, på siden om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Forholdet til EU

Domstolen i Strasbourg hører under Europarådet og er noget andet end Den Europæiske Unions Domstol i Luxembourg. Sidstnævnte domstol har i de seneste år afsagt egne domme om anerkendelse af et kønsskifte mellem medlemsstater og om berigtigelse af oplysninger; se EU-politik og transkønnedes rettigheder. Den nederlandske ordning findes under den nederlandske transkønnede-lov, og den bredere ramme findes under internationale rettigheder.