Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol — oversigt over transretlig praksis

En kronologisk oversigt: B mod Frankrig (1992) — den første krænkelse blev fastslået; Sheffield og Horsham mod Storbritannien (1998) — ingen krænkelse; Christine Goodwin mod Storbritannien (2002) — vendepunkt mod anerkendelse; Van Kück mod Tyskland (2003) — adgang til behandling; YY mod Tyrkiet (2015) — forbud mod krav om sterilisation; AP, Garçon og Nicot mod Frankrig (2017) — bekræftelse af forbuddet mod krav om sterilisation; X og Y mod Rumænien (2021) — ret til en administrativ procedure.

Milepælsdomme

En kronologisk oversigt: B mod Frankrig (1992) — den første krænkelse blev fastslået; Sheffield og Horsham mod Storbritannien (1998) — ingen krænkelse; Christine Goodwin mod Storbritannien (2002) — vendepunkt mod anerkendelse; Van Kück mod Tyskland (2003) — adgang til behandling; YY mod Tyrkiet (2015) — forbud mod krav om sterilisation; AP, Garçon og Nicot mod Frankrig (2017) — bekræftelse af forbuddet mod krav om sterilisation; X og Y mod Rumænien (2021) — ret til en administrativ procedure.

Udviklingen i retspraksis

Udviklingen i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis viser en gradvis udvidelse af transpersoners rettigheder efter artikel 8 (retten til privatliv) og artikel 14 (forbud mod diskrimination) i EMRK, med grænser for obligatoriske medicinske indgreb og ventetider. Nederlandene afskaffede kravet om sterilisation i 2014 med Transgenderloven.

Fra Rees til Christine Goodwin

I Rees mod Storbritannien (1986) fandt Domstolen endnu ingen krænkelse af artikel 8. Den fastslog dog, at behovet for foranstaltninger skulle tages i betragtning i lyset af den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling. Den 11. juli 2002 nåede Store Afdeling frem til et andet resultat i Christine Goodwin. Domstolen pegede på en klar og vedvarende international tendens mod samfundsmæssig accept og juridisk anerkendelse. Den fandt ingen tungtvejende almen interesse, der talte imod anerkendelse, og fastslog en krænkelse af artikel 8.

Hvor Domstolen giver staterne spillerum

Domstolen giver ikke altid klagerne medhold. I Hämäläinen mod Finland (2014) fandt Store Afdeling ingen krænkelse af artikel 8. En gift transkvinde kunne kun få ændret sin registrering, hvis hendes ægteskab blev omdannet til et registreret partnerskab eller blev opløst. Domstolen fandt ikke dette uforholdsmæssigt. I A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig (2017) underkendte Domstolen kravet om, at det skulle dokumenteres, at ændringen var irreversibel. I samme sag opretholdt Domstolen kravet om en diagnose og en lægeundersøgelse.

Nyere sager og EU-Domstolen

I Y.T. mod Bulgarien (2020) og A.D. m.fl. mod Georgien (2022) fastslog Domstolen en krænkelse, fordi anerkendelse i praksis ikke var mulig at opnå. I Georgien havde retten eksisteret siden 1998, men der var ikke kendskab til en eneste vellykket ansøgning. I 2023 fulgte to afgørelser uden krænkelse. I O.H. og G.H. mod Tyskland måtte en transmand, der havde født et barn, registreres som mor; se forældreskab efter transition. I Y. mod Frankrig fik en interkønnet person ikke en neutral kønsangivelse på fødselsattesten, fordi staten har en skønsmargin på dette område. Den Europæiske Unions Domstol er en anden domstol. Den afsagde dommene Mirin (2024), Mousse (2025) og Deldits (2025). Se også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og transpersoners rettigheder, Europarådet og EU's politik. Hvad ordlyden i EMRK, FN-konventionerne og EU-direktiverne selv siger, gennemgår transplek.nl.

Ofte stillede spørgsmål