ICD-11 og kønsvariation

ICD-11, WHO's internationale sygdomsklassifikation, flyttede i 2022 kønsvariation fra kapitlet om psykiske lidelser til et nyt kapitel om "tilstande relateret til seksuel sundhed". Den nye betegnelse er "kønsinkongruens". Beslutningen blev budt velkommen af fortalere som en depatologisering. Samtidig bygger beslutningen ikke på nye biomedicinske evidens, men først og fremmest på et normativt udgangspunkt: at betegnelsen "psykisk lidelse" skulle virke stigmatiserende.

Delområder findes under WHO og revisionen af ICD-11.

En omklassificering uden evidensgrundlag

Den gængse videnskabelige fremgangsmåde er, at en tilstand fjernes fra eller flyttes i en klassifikation, når nye evidens viser, at den eksisterende inddeling er forkert. Det var ikke det, der skete med kønsvariation. Der er ikke gjort nogen biomedicinsk opdagelse, som viser, at kønsinkongruens ikke har et psykiatrisk substrat. Omklassificeringen blev drevet af interesseorganisationer, aktivistiske klinikere og WHO's arbejdsgruppe — ikke af et gennembrud i forskningen. Kritikere, herunder flere psykiatere, der har medvirket til DSM og ICD, advarer om, at en normativ vurdering her er blevet præsenteret som en videnskabelig konklusion.

De facto: en lavere tærskel for medicinsk intervention

I ICD-11 er lidelsestryk ikke længere et obligatorisk kriterium. Personer, der ikke i tilstrækkelig grad identificerer sig med deres fødselskøn, opfylder i princippet definitionen, også uden klinisk signifikant lidelse. Det er en betydelig udvidelse af målgruppen for medicinske indgreb — selv om disse indgreb (hormoner, kirurgi) er uændrede med hensyn til omfang og irreversibilitet. Flytningen ud af den psykiatriske klassifikation betyder i praksis, at psykologisk vurdering bliver mindre selvfølgelig, selv om det netop er her, komorbide problemstillinger (autisme, traumer, depression, spiseforstyrrelser) opdages. Hvordan autisme og kønsdysfori adskilles fra hinanden, beskrives på genderautisme.nl.

Væk med stigmatisering, væk med grundighed?

Argumentet om "depatologisering" lyder attraktivt, men har en bagside. Ved at placere kønsvariation uden for psykiatrien svækkes også den beskyttelse, som psykiatrisk diagnostik giver: differentialdiagnostik, opmærksomhed på underliggende problemstillinger og forståelsen af, at et ønske om at ændre kroppen i sig selv kan være genstand for klinisk refleksion. Risikoen er, at stadig flere mennesker — ofte unge og ofte med komplekse problemstillinger — får direkte adgang til omfattende medicinske forløb, uden at psykiatrisk screening er strukturelt sikret.

International revurdering

Cass Review (2024) og revisioner i Sverige, Finland og Norge peger netop i den anden retning: mere psykologisk vurdering, tilbageholdenhed med medicinske interventioner til unge og anerkendelse af, at kønsdysfori ofte optræder sammen med andre problemstillinger, som først bør få opmærksomhed. Omklassificeringen i ICD-11 og dette kliniske skifte står i spænd med hinanden.

Implementering i Nederlandene

​​Nederlandene går gradvist over til ICD-11. I praksis arbejder mange sundhedspersoner stadig med ICD-10-koder. Hvordan den nederlandske kønsbekræftende behandling forholder sig til ICD-11's normative udgangspunkt sammenlignet med den mere tilbageholdende linje i Cass Review, er endnu uafklaret.