Social transition

Social transition er den proces, hvor en person i hverdagen begynder at leve som det andet køn – med et andet navn, andre stedord, en anden påklædning og en anden fremtoning. Det bliver ofte præsenteret som et neutralt og risikofrit skridt. Den britiske Cass Review (2024) ser det anderledes: I det engelske sundhedsvæsen (NHS) bør social transition betragtes som en aktiv intervention, fordi den kan have betydelige effekter på det psykiske funktionsniveau og på resultaterne på længere sigt (afsnit 12.5; kilde).

Hvad indebærer social transition?

En social transition kan blandt andet omfatte at tage et nyt navn, bede omgivelserne om at bruge andre stedord, ændre tøj- og frisurestil samt systematisk at præsentere sig som det andet køn i skole, på arbejde, i sport og i sociale kredse. For voksne er dette et personligt valg, der falder inden for retten til selvbestemmelse. For børn og unge er der på grund af den svage forskning meget, man ikke ved om konsekvenserne (afsnit 12.31; kilde). Det begynder ofte med et coming out.

Social transition er en aktiv intervention

At social transition "bare kan rulles tilbage, hvis det viser sig ikke at være rigtigt", er ikke påvist. Cass Review skriver, at der på grund af forskningens svaghed er meget, man ikke ved om virkningerne af social transition: Det er uklart, om den ændrer kønsudviklingens forløb, og hvilke kort- og langsigtede følger den har for den mentale sundhed (afsnit 12.31; kilde). Der er ingen klar evidens for, at social transition i barndommen har positive eller negative følger for den mentale sundhed. Cass anser det for muligt, at social transition i barndommen ændrer forløbet af identitetsudviklingen hos børn med tidlig kønsinkongruens, og anbefaler derfor en mere forsigtig tilgang til børn end til unge (afsnit 12.36, samme kilde).

Tidlige studier fandt, at kønsinkongruensen holdt ved ind i voksenalderen hos omkring 15 procent af børnene før puberteten. Senere studier, der brugte formelle diagnostiske kriterier, fandt højere andele, blandt andet 37 procent (Steensma m.fl., 2013), i en periode, hvor en større del af de henviste børn allerede var transitioneret socialt, før de kom i klinikken (afsnit 12.32-12.33; kilde). Se også desistance.

Social transition hos børn og unge

Ifl. Cass er resultaterne for børn og unge bedst, når de har en støttende relation til deres familie, og forældre bør inddrages aktivt i beslutningerne, medmindre der er stærke grunde til at antage, at det vil bringe barnet eller den unge i fare (afsnit 12.36; kilde). Forældre bør spille en central rolle. For små børn kræver rådgivning om risici og fordele ved social transition ifl. Cass klinisk involvering; det er ikke en opgave for medarbejdere uden passende klinisk uddannelse (afsnit 12.36, samme kilde). Cass skriver også, at skoler knækker over, hvordan de skal reagere, når en elev ønsker at transitionere socialt i skolen (afsnit 12.6, samme kilde). Det engelske undervisningsministerium offentliggjorde den 19. december 2023 et udkast til vejledning, hvoraf det fremgår, at skoler ikke behøver acceptere alle anmodninger om social transition og skal høre forældrene fuldt ud, før de træffer en afgørelse (kilde). Se også Social transition hos børn og Skolen og transkønnede børn.

Social transition hos voksne

Voksne kan på eget ansvar gennemgå en social transition. Det er et valg, der falder inden for den personlige frihed. Det anbefales dog at have realistiske forventninger til, hvad social transition kan og ikke kan løse. God psykologisk vejledning forud for sådanne skridt er ikke "gatekeeping", men omhu.

Reversibilitet i teori og praksis

I teorien kan en social transition rulles tilbage. Cass skriver, at et barn eller en ung, der vil gøre en transition om, kan have brug for hjælp, fordi det kan være et vanskeligt skridt (sammenfatning af kapitel 12; kilde). Se også Detransition.