Køn og seksualitet

Køn og seksualitet er beslægtede, men forskellige begreber. Seksuel orientering henviser til, hvem man føler sig tiltrukket af, og har en påviselig biologisk komponent, som fastlægges tidligt i udviklingen. »Kønsidentitet« henviser til en indre oplevelse af, om man føler sig som mand, kvinde eller noget andet; dette er en teoretisk konstruktion, hvis videnskabelige grundlag er langt svagere. Det er vigtigt ikke at blande de to sammen – ikke kun for at undgå forvirring, men også fordi den nuværende praksis inden for kønsbehandling af unge homoseksuelle unge rammer uforholdsmæssigt hårdt.

Forskellen mellem køn og seksualitet

Seksuel orientering (heteroseksuel, homoseksuel, biseksuel) beskriver et mønster af tiltrækning og har, så vidt videnskaben rækker, et betydeligt biologisk grundlag: tvillingestudier, undersøgelser af prænatale hormoner og vedvarende mønstre gennem historien peger i den retning. Homoseksualitet er ikke et valg eller en identitet i betydningen en følelse; det er en vedvarende egenskab.

»Kønsidentitet« er et langt yngre og omstridt begreb (se Kønsidentitet og kønsudtryk). Det kan ikke måles objektivt og bygger på selvrapportering. Når man sidestiller de to begreber, som om de var af samme art, antyder man en videnskabelig ligestilling, der ikke findes.

Historisk sammenblanding af køn og seksualitet

I det nittende århundrede blev homoseksualitet og kønsvariation ganske vist blandet sammen i den såkaldte »inversions«-teori: En homoseksuel mand skulle have »en kvindelig sjæl i en mandlig krop«. Seksologien opklarede gradvist denne sammenblanding i det tyvende århundrede: Homoseksualitet er ikke et kønsspørgsmål, men et spørgsmål om seksuel orientering.

Ironisk nok vender noget tilbage i den nutidige »kønsbekræftende« diskurs, som minder stærkt om den gamle inversionsteori. Når en maskulin pige eller en feminin dreng automatisk fortolkes som »egentlig trans«, aktiveres det gamle fejlagtige skema igen – nemlig at et upassende kønsudtryk peger på et »forkert« biologisk køn – blot nu med medicinske indgreb oveni. LHB-aktivister som Bev Jackson og organisationer som LGB Alliance har protesteret skarpt imod dette.

Seksualitet og transidentifikation

Forholdet mellem seksuel orientering og transidentifikation er kendt fra den kliniske litteratur. Den klassiske undersøgelse af Steensma et al. (2013) viste, at et stort flertal af børn med kønsvariation, hvis udviklingen forløber uhindret, ikke bliver trans, men udvikler sig til homoseksuelle eller biseksuelle voksne. Tilsvarende resultater findes i tidligere undersøgelser af Zucker, Bailey og andre. Dette fænomen kaldes desistance. Hvordan transidentifikation og homoseksualitet forholder sig til hinanden i litteraturen, fremgår af transgenderidentiteit.nl.

Dette forhold har stor praktisk betydning. En »kønsbekræftende« tilgang til præpubertære børn med kønsvariation – social transition efterfulgt af pubertetsblokkere – har statistisk set som forventet resultat, at en betydelig del af dem, der ellers ville være blevet homoseksuelle unge, i stedet bliver medicinsk behandlet til steriliserede »personer af det modsatte køn«. Klinikere som Susan Bradley og Kenneth Zucker samt den britiske Cass Review har peget på det iatrogene homo-konverteringselement i denne praksis.

Hos voksne mænd, der gennemgår en transition, er der et andet mønster, som er dokumenteret i videnskaben: autogynefili, en seksuel orientering, hvor en mand føler sig tiltrukket af tanken om sig selv som kvinde (Ray Blanchard, Anne Lawrence, J. Michael Bailey). Denne hypotese er stærkt omstridt i den aktivistiske diskurs og bliver ofte undertrykt, men anerkendes bredt i den kliniske litteratur som et reelt fænomen.

LHBTIQ+ og forholdet til køn

Sammenkædningen af transaktivisme med homoseksuelles rettighedsbevægelse under paraplyen »LHBTIQ+« bliver mødt kritisk af et voksende antal LHB-personer. Argumenterne for homoseksuelles rettigheder (lighed på grundlag af en medfødt orientering, retten til at indgå forhold med hvem man vil) adskiller sig grundlæggende fra argumenterne i transaktivismen (samfundets pligt til at anerkende subjektive kønsidentifikationer, herunder den medicinske tilpasning af kroppen hertil). Et stigende antal LHB-organisationer, navnlig LGB Alliance i Storbritannien, har netop derfor løsrevet sig.

Et andet konfliktområde vedrører »cotton ceiling«-retorik og socialt pres i LHB-miljøer for at acceptere transpersoner som seksuelle partnere uanset biologisk køn. Især lesbiske har fortalt, at de føler sig presset til at justere deres tiltrækning til kvinder – defineret på biologisk grundlag – under truslen om at blive kaldt »transfobe«. Dette berører grundlæggende rettigheder til seksuel selvbestemmelse.