Psykologiske konsekvenser af detransition
Detransition har dybtgående psykologiske konsekvenser for mange mennesker. Ud over sorg, skam og identitetsforvirring oplever en betydelig del også en dyb vrede eller bitterhed over den behandling, de har fået — følelsen af at være gået ind i et omfattende medicinsk forløb uden at deres underliggende problemer blev undersøgt grundigt. Denne lidelse er reel, og det nuværende behandlingssystem er dårligt indrettet til at håndtere den.
Sorg over en uigenkaldelig fortid
Et centralt psykologisk tema er sorg. Detransitionister sørger over en krop, der er blevet varigt forandret: stemmen, der ikke kommer tilbage, bryster, der er blevet amputeret, fertilitet, der er gået tabt, og kønsanatomi, der ikke længere er, som den var. For unge, der er begyndt på pubertetsblokkere og hormoner som teenagere, gælder det desuden, at en normal pubertet aldrig har fundet sted — en udvikling, der ikke efterfølgende kan indhentes.
Denne sorg adskiller sig fra mange andre tabserfaringer, fordi skaden selv er blevet påført som led i et medicinsk forløb, som patienten selv — ofte i en ung alder og ofte under pres fra psykisk lidelse — har bedt om. Det gør bearbejdningen kompleks: Der er ingen udefrakommende gerningsmand at være vred på, samtidig med at der er en dyb bevidsthed om, at behandlingen burde have forhindret det.
Skam, isolation og mistillid
Skam er et tilbagevendende tema. Skam over den forandrede krop, over den overbevisning, der engang virkede så sikker, og over igen at skulle forklare familie og omgivelser, hvad der er sket. Mange detransitionister beskriver social isolation: Venner, de har fået under transitionen, forsvinder; det oprindelige netværk er svært at genfinde; og transmiljøet reagerer ofte afvisende på deres fortælling, fordi den opleves som en trussel mod ens egen identitet.
Næsten alle offentliggjorte vidnesbyrd — på platforme som transspijt.nl, i interviews som det i HP/De Tijd og i internationalt arbejde indsamlet af Genspect — peger på en dyb mistillid til de oprindelige behandlere. Patienter beskriver, at de efterfølgende følte sig manipuleret af procedurer med »informeret samtykke«, som i praksis kun i ringe grad var informerede, samt af behandlere, der lod deres egen bekræftende overbevisning veje tungere end en kritisk undersøgelse af, hvad der faktisk foregik.
Rollen af underliggende problemer
Forskning blandt detransitionister — blandt andet Vandenbussche (2021) og detrans-undersøgelsen af Littman (2021) — viser et konsistent mønster: Et flertal havde ubehandlede komorbide lidelser ved transitionens begyndelse. Depression, angstlidelser, spiseforstyrrelser, PTSD, autismespektrumforstyrrelser samt internaliseret homofobi eller misogyni forekommer hyppigt. En finsk undersøgelse blandt ni detransitionister fandt en psykiatrisk forhistorie hos alle ni.
Set i bakspejlet opfatter disse respondenter ofte deres dysfori som et symptom eller en mestringsstrategi i forhold til noget andet — ikke som en selvstændig, biologisk funderet identitet, der kun kunne afhjælpes gennem transition. Det forhold, at denne sondring ikke eller kun i ringe grad blev foretaget i deres behandlingsforløb, øger både den psykologiske belastning og kritikken af den kønsbekræftende model.
Identitet efter detransition
Det tager tid at finde en egen, genopbygget identitet. Den, der i årevis har præsenteret sig som trans, skal lære sig selv at kende på ny — ofte i en krop, der ikke længere er den oprindelige. Nogle detransitionister beskriver, at de nu føler sig som den kvinde eller mand, de også var som barn, men at kroppen ikke længere passer til det. Andre kæmper længere med spørgsmålet om, hvem de er.
Ifølge mange mennesker med egne erfaringer hjælper kontakt med andre detransitionister, en terapeut, der ikke straks bekræfter på ny, men kan rumme kompleksiteten, samt tid. Det, der ikke hjælper, er et behandlingssystem, som helst ikke vil høre deres fortælling. Essayet Jeg var trans, og nu er jeg det ikke længere på genderplek.nl beskriver, hvordan det er at lære at bebo en forandret krop på ny.
Utilstrækkelig behandling
I Nederlandene findes der ingen specialiseret psykiatrisk behandling for detransitionister. Almindelige terapeuter har sjældent erfaring med denne specifikke kombination af sorg, medicinske traumer og genvinding af identitet. Specialiseret transgenderbehandling er institutionelt knyttet til transition og opleves af mange detransitionister ikke som et trygt sted at dele deres fortælling. Hvor man kan få hjælp i dag, fremgår af støtte efter detransition.
Cass Review (2024) har tydeligt adresseret dette problem internationalt: Der er behov for struktureret, ikke-stigmatiserende opfølgende behandling for mennesker, der detransitionerer eller er i tvivl, uafhængigt af de bekræftende klinikker. Denne anbefaling er i Nederlandene stadig stort set ikke blevet fulgt op.