Hjerne og køn
Påstanden om, at transpersoner har "en hjerne i den forkerte krop" — en kvindehjerne i en mandekrop eller omvendt — bruges jævnligt i offentlig kommunikation til at fremstille transidentifikation som medfødt og biologisk. De tilgængelige neurovidenskabelige beviser er imidlertid langt svagere og mere tvetydige, end denne skråsikkerhed antyder. Status er, at der ikke findes entydige neurovidenskabelige beviser for en medfødt "transhjerne".
De klassiske studier og deres begrænsninger
Ofte citerede obduktionsstudier af hjernen (Zhou et al. 1995, Kruijver et al. 2000) rapporterede, at bed nucleus of the stria terminalis (BSTc) hos transkvinder skulle ligne den hos ciskønnede kvinder mere. Stikprøverne var imidlertid små (ofte færre end ti deltagere), de fleste deltagere havde brugt hormoner på tværs af køn i årevis, og de undersøgte hjerneområder modnes først i voksenalderen — hvilket underminerer direkte konklusioner om "medfødte" forskelle. Forsøg på replikation har givet varierende resultater. Hvad hjernescanninger hos transpersoner viser og ikke viser, står på transgenderidentiteit.nl.
Hormoner ændrer hjernen
Dette er det centrale metodologiske problem. Hormoner på tværs af køn medfører påviselige strukturelle og funktionelle forandringer i den voksne hjerne. Når transpersoner har brugt østrogen eller testosteron i årevis, før de bliver scannet, er det reelt umuligt at fastslå, om de fundne forskelle er årsag til eller følge af hormonbehandlingen. Studier af deltagere, der ikke tidligere har brugt hormoner, er sjældne, små og metodologisk svage.
Intet sammenhængende billede af "hjerne og køn"
Det bredere forskningsfelt om kønsforskelle i hjernen er i sig selv kontroversielt. Joel et al. (2015) argumenterede for, at de fleste menneskehjerner er en "mosaik" af såkaldt mandlige og kvindelige kendetegn, og at der ikke findes en entydig dimorf "mandehjerne" og "kvindehjerne". Hvis binære hjernekøn ikke findes, bliver påstanden om, at transpersoner har "hjernen fra det andet køn", begrebsmæssigt problematisk.
Genetiske og prænatale tegn — begrænsede
Tvillingestudier peger på en beskeden arvelig komponent ved kønsdysfori, men overensstemmelsen hos enæggede tvillinger er langt fra 100 % — hvilket betyder, at miljøfaktorer spiller en stor rolle. Studier af prænatral androgeneksponering (som ved medfødt binyrehyperplasi) viser en påvirkning af kønsrelateret adfærd, men det er noget andet end en specifik "kønsidentitet": Flertallet af piger med CAH udvikler ikke en transidentitet. Se også genetik og køn.
Det pludselige demografiske skift udelukker ren biologi
En entydig biologisk forklaring på kønsidentitet skulle også kunne forklare, hvorfor antallet af unge, der identificerer sig som trans eller nonbinære, er tidoblet eller tyvedoblet siden 2010, samtidig med en vending i kønsfordelingen. Hjernestrukturer ændrer sig ikke på denne tidsskala. De sociokulturelle og mediedrevne faktorer, der peges på som forklaring på denne stigning, er vanskelige at forene med en stærk biologisk teori.
Videnskabelig forsigtighed er på sin plads
Konklusionen er, at der findes interessante neurobiologiske tegn, men ingen entydige beviser for en medfødt "transhjerne". Den skråsikre kommunikation om dette i patientbrochurer, på aktivistiske websteder og i offentlige medier stemmer ikke overens med den faktiske forskningsstatus. Hjernevidenskab bør ikke bruges til at legitimere irreversible medicinske indgreb på mindreårige, så længe evidensen er svag og metodologisk problematisk.