Ballroomkultur og trans

Ballroomkulturen opstod i 1960'erne og 1970'erne i New York i sorte og latino-LHBTI-miljøer, blandt andet som en reaktion på udelukkelsen fra almindelige dragkonkurrencer.

Oprindelse

Ballroomkulturen opstod i 1960'erne og 1970'erne i New York i sorte og latino-LHBTI-miljøer, blandt andet som en reaktion på udelukkelsen fra almindelige dragkonkurrencer. Centralt står de såkaldte balls, hvor deltagerne konkurrerer i kategorier inden for mode, performance og attitude.

Houses

Deltagerne organiserer sig i såkaldte houses – valgte familier under ledelse af en house mother eller house father – som også fungerer som sociale og nogle gange reelle familier for unge, der er blevet udstødt.

Transpersoner i ballroom

Mange af scenens ikoner er transkvinder med minoritetsbaggrund. Dokumentaren 'Paris Is Burning' (1990) og tv-serien 'Pose' (2018) gjorde kulturen kendt for et bredt publikum. Begge værker dokumenterer også den høje dødelighed i miljøet som følge af vold og aids.

Fra Harlem til det brede publikum

Begyndelsen på den moderne scene regnes for at være grundlæggelsen af House of LaBeija i 1972 af Crystal LaBeija, som nogle år tidligere var gået sin vej i protest fra en dragkonkurrence, hvor hun følte sig forfordelt som sort deltager. Voguing udsprang af ballscenen – en dansestil med positurer hentet fra modefotografi. Madonna gjorde stilen kendt verden over i 1990 med sangen Vogue. Dokumentaren Paris Is Burning af Jennie Livingston udkom samme år.

Kategorier og realness

Ved et ball konkurrerer deltagerne i kategorier, som bedømmes af en jury. Nogle handler om dans og mode. Andre drejer sig om realness: spørgsmålet om, hvor overbevisende en person kan fremstå som for eksempel forretningsmand, studerende eller kvinde. For deltagere, der uden for salen blev mødt med afvisning og vold, var det mere end en leg. Den, der ikke skilte sig ud på gaden, var mere sikker. Kategorierne siger dermed også noget om den verden, scenen opstod i.

Betydning for debatten

Ballroomkulturen bliver ofte fremhævet som et eksempel på et fællesskab, hvor mennesker med forskellige identiteter tog sig af hinanden, længe før der fandtes politikker eller tilbud om støtte. Scenen var et svar på fattigdom, racisme og udstødelse fra familien og opstod uafhængigt af den medicinske verden. Det adskiller den fra den aktuelle debat om behandling af unge. I dag findes der også houses og balls i europæiske byer, blandt andet i Amsterdam og Rotterdam. Se også drag og transpersoner, repræsentation i medierne og transpersoner i historien.