Over 4 ud af 5 unge, der blev henvist til Amsterdam UMC, begyndte i et medicinsk forløb

Centre of Expertise on Gender Dysphoria ved Amsterdam UMC (VUmc-lokationen) offentliggjorde den 9. marts 2026 en undersøgelse i Journal of Sex & Marital Therapy af 1.470 unge, som i perioden 2009-2019 blev henvist til klinikken fortløbende. Forskerne — Frédérique de Rooy, Femke Dekkers, Thomas Steensma, Arne Popma, Baudewijntje Kreukels og Annelou de Vries — undersøgte den gruppe, der ikke begyndte på en kønsbekræftende medicinsk behandling, og hvorfor det ikke skete. Tallet på den anden side siger mindst lige så meget: Over fire ud af fem henviste unge begyndte faktisk på pubertetsblokkere eller hormoner. Klinikkens tal og ventetider findes på trans-nederland.nl.

1.206 ud af 1.470 unge modtog medicinsk behandling

Af de 1.470 henviste unge begyndte 264 — 18 % — ikke på et medicinsk forløb. De resterende 1.206, 82 %, gjorde det. For pubertetsblokkere og hormoner er en diagnose med kønsdysfori nødvendig. De, der blev henvist til klinikken i løbet af disse ti år, fik altså i over fire ud af fem tilfælde denne diagnose, efterfulgt af medicinsk behandling.

Hos cirka 7 % blev kønsdysfori udelukket

I gruppen på 264 unge, der ikke begyndte, var den vigtigste årsag — hos 38,3 % — at en nærmere undersøgelse ikke viste kønsdysfori. Omregnet drejer det sig om cirka 100 unge, svarende til omkring 7 % af alle henvisninger. Hos yderligere 27,7 % af de 264 var der godt nok tale om kønsdysforiske følelser, men et diagnostisk forløb viste sig ikke at være muligt, for eksempel fordi andre problemstillinger først krævede opmærksomhed, eller fordi den unge selv sprang fra. Det diagnostiske forløb udelukkede altså kønsdysfori hos cirka én ud af fjorten henviste unge.

De, der faldt fra, havde flere psykiske problemer

Forskerne sammenlignede de to grupper ved den indledende vurdering. Unge, der i sidste ende ikke begyndte på medicinsk behandling, rapporterede ved undersøgelsens start mindre alvorlig kønsdysfori og et mindre negativt kropsbillede end unge, der begyndte på pubertetsblokkere eller hormoner. Samtidig scorede de unge, der ikke blev behandlet, højere på problemer med den generelle psykiske funktion. De, der ikke begyndte på et medicinsk forløb, var altså ikke ganske enkelt "sundere": De havde flere generelle psykiske problemer, mens de specifikke kønsdysforiske symptomer var mindre udtalte.

Hvad det betyder for den nederlandske debat

Det nederlandske sundhedsråd konkluderede i juni 2026, at den nederlandske transgenderbehandling af unge er "omhyggeligt tilrettelagt", med omfattende diagnostik forud for hvert medicinsk skridt. Denne VUmc-undersøgelse viser, hvad denne diagnostik førte til i praksis: 82 % af de henviste unge gik videre til medicinsk behandling, og hos cirka 7 % blev kønsdysfori udelukket. Hvis man fremhæver frafaldet på 18 % som bevis på, at klinikken udvælger strengt, bør man sætte tallet op imod de 82 %. En henvisning førte i denne periode i langt de fleste tilfælde til pubertetsblokkere eller hormoner.

Den gruppe, der faldt fra, havde desuden netop mere alvorlige psykiske problemer end den gruppe, der blev behandlet. Det rejser spørgsmålet om, hvad der sker med disse unge, efter at kønsforløbet stopper, og om de derefter får passende hjælp. Undersøgelsen besvarer ikke dette spørgsmål, men fastlægger antallet og profilen for denne gruppe i detaljer. Hvilken rolle autisme og ADHD spiller hos unge, der ikke får en diagnose, gennemgår genderautisme.nl.